Af Ulrikke Linde, studerende i Ernæring og Sundhed
I Danmark er vi pt. verdensmestre i indtag af slik og nye undersøgelser fra DTU Fødevareinstituttet viser, at børn og unge indtager op til fire gange så mange søde sager og drikke, som der ellers er plads til i en anbefalet kost. En anbefalet kost ses i denne sammenhæng som værende, at kosten lever op til De Nordiske Næringsstofanbefalinger samt De Officielle Kostråd.
Derudover er der lavet en undersøgelse der viser, at vi danskere i gennemsnit skal reducere vores indtag af søde sager, snacks, søde drikke og alkohol med ca. 75% og erstatte det med sundere mad- og drikkevarer, som ligger indenfor anbefalingerne.
Disse tal kan virke som skræmmende læsning, men ikke desto mindre er det fakta. Der blev derfor i 2021 udarbejdet nogle nemmere retningslinjer for hvor mange portioner af de tomme kalorier som der er plads til i løbet af en uge, hos en normalvægtig persons energibehov. Der er taget udgangspunkt i en normalvægtig persons energibehov, for at undgå at råderummet bliver for stort. Det er for at undgå at man indtager mere og samtidig risikere at fastholde den høje forekomst af overvægt, som ses i befolkningen.
Hvad er tomme kalorier?
Tomme kalorier ses som næringsfattige og energitætte fødevarer, som har et højt indhold af energi, tilsat sukker, mættet fedt, salt eller alkohol. Derudover har disse fødevarer et lavt indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre. Det er altså fødevarer som eksempelvis slik, chokolade, chips, kager, sodavand, saftevand, andre læskedrikke osv. Det er fødevarer som alle bidrager til den søde tand, men det er samtidig begrænset hvor meget andet de bidrager med.
Hvis man kigger ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt, er alle disse fødevarer som sådan ikke nødvendige i dagligdagen og kan med fordel begrænses eller undværes. Det er dog alligevel lækkert med et stykke chokolade, en håndfuld chips eller en sodavand i ny og næ og dertil er det en god ide at bruge ordsproget ”Alt med måde”. Så er spørgsmålet jo så bare, hvor meget er der så egentlig plads til?
Hvor mange tomme kalorier der er plads til, afhænger både af alder og køn. Nedenfor ses en tabel over hvor mange portioner der er plads til i løbet af en uge.
Denne tabel er lavet ud fra et moderat aktivitetsniveau.
4 -6 år | 7-9 år | 10-13 år | 14-17 år (piger) | 14-17 år (drenge) | 18-60 år (kvinder) | 18-60 år (mænd) | 61-75 år |
Maks. 4 små portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 lille portion (25 cl) være søde drikke. | Maks. 5 små portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 ½ lille portion (33 cl) være søde drikke. | Maks. 8 små portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 2 små portioner (50 cl) være søde drikke. | Maks. 5 almindelige portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 alm. Portion (50 cl) være søde drikke. | Maks. 7 almindelige portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 alm. Portion (50 cl) være søde drikke. | Maks. 5 almindelige portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 alm. Portion (50 cl) være søde drikke. Alkohol: Plads til maks. 11 genstande om ugen. 1 alm. Portion = 1 ½ genstand | Maks. 7 almindelige portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 alm. Portion (50 cl) være søde drikke. Alkohol: Plads til maks. 7 genstande om ugen. 1 alm. Portion = 1 ½ genstand | Maks. 6 små portioner om ugen. Søde drikke: Heraf kan maks. 1 ½ lille portion (33 cl) være søde drikke. Alkohol: Plads til maks. 6 genstande om ugen. 1 lille portion = 1 genstand |
Men hvor meget er én portion og hvad er forskellen på én lille portion og en almindelig portion? Nedenfor ses et billede af nogle eksempler på, hvor meget hver portion indeholder.
Foto: Fødevareinstituttet
Det skal dog nævnes, at det kun er forslag som der er vist her, man kan dermed sagtens vælge andre former for slik, sodavand eller andet. Det er dog vigtigt at forsøge at holde sig indenfor portionerne og portionsstørrelserne.
Hvorfor er det her emne overhovedet relevant?
Det er relevant, fordi vi i Danmark ser en stigning i overvægt blandt hele befolkningen. Det kan der være flere forskellige grunde til, men én af grundene kan være den store mængde af tomme kalorier som der bliver indtaget. Som nævnt er vi danskere verdensmestre i vores indtag af slik og for at forsøge at ændret lidt på det, kan det muligvis hjælpes lidt på vej med disse retningslinjer.
Det kan også være et relevant emne at tage fat i, hvis man eksempelvis er i gang med at tabe sig, men savner de søde sager. Så kan dette billede måske være en guideline til, at der faktisk er plads til en lille smule – måske man ikke skal indtage alle portionerne i ugen – men der er plads til nogle portioner og der kan det være en god ide igen, at bruge ordsproget ”Alt med måde”.
Kilder:
DTU Fødevareinstituttet (2021). Fakta om nye maksimumgrænser for søde sager, snacks, søde drikke og alkoholiske drikke. DTU Fødevareinstituttet
Fødevarestyrelsen (2021). Spis mindre af det søde, salt og fede.
https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/de-officielle-kostraad-godt-for-sundhed-og-klima/spis-mindre-af-det-soede-salte-og-fede/
Matthiessen, J., Ygil, K.H., Christensen, T. Biltoft-Jensen, A. (2021). Nye maksimumgrænser for søde sager, snacks, søde drikke og alkoholiske drikke.
E-artikel fra DTU Fødevareinstituttet, nr. 2, 2021