At lære en ny bevægelse kan være svært men også en spændende udfordring. Noget der er motiverende ved at øve en ny bevægelse er, at man ofte forbedre sig markant i starten.

Fitts og Posners teori om motorisk læring inddeler læringen i 3 faser. En nybegynder starter i den kognitive fase her prøver man at forstå bevægelsen og ofte kan ydre feedback fra eksempelvis en træner være til stor hjælp. Herefter kommer den associative fase, hvor man han forstået grundprincipperne i bevægelsen, og derfor bedre selv kan rette bevægelsen til, på grundlag af det man oplever og sanser med kroppen. Den sidste fase er den autonome fase – her mestre man bevægelsen fuldstændig, man behøver ikke længere, at tænke over hvordan man gør, men i stedet bare gøre. Kendetegnende for den autonome fase er, at man har overskud til, at fokusere på andet end blot bevægelsen. Det betyder, at man som eksempelvis boldspiller har overskud til, at holde fokus på mod- og medspillere, fordi driblebevægelsen er automatiseret og ikke kræver så stor opmærksomhed. Kendetegnende for Fitts og Posners teori er at kravet til opmærksomhed på bevægelsen bliver mindre jo mere øvet man er.

En anden teoretiker Bernstein inddeler ligeledes læring af bevægelse i 3 faser: Novice fasen (dvs. begynder), en avanceret fase (man er øvet) og en ekspert fase. Det kendetegnende i denne model er, at man som begynder begrænser sine frihedsgrader dvs., at man begrænser bevægelsen over de led der skal bruges, så man nemmere kan styre bevægelsen. Det bevirker at bevægelsen hos en begynder typisk vil se stiv og kluntet ud hvorimod den hos en ekspert vil se let og flydende ud. Mange trænere benytter sig af at begrænse frihedsgraderne hos en nybegynder ved at dele bevægelsen op. Eksempelvis kan en helkrops gymnastikøvelse deles ind, så armene trænes for sig – det minimere antallet af frihedsgrader udøveren skal kontrollere, og samtidig kan man rette opmærksomheden mod armene alene. Senere kan benenes bevægelser så kombineres med armenes.