Vand og væskebehov for optimal præstation

Skrevet af Janne Nellemann Pedersen. Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed.

Vi mennesker har brug for væske for at overleve. Vedligeholdelse af kroppens væskebalance er vigtig, da selv let vandunderskud (dehydrering) kan føre til hovedpine, nedsat koncentrationsevne og svimmelhed.

 

Hvor meget væske skal jeg drikke i døgnet?

Børn og voksne har under normale omstændigheder brug for 1,5 liter væske i døgnet. Hvis man sveder meget eller er fysisk aktiv, har man dog brug for mere væske end normalt.

Hvor meget væske, der er nødvendig at indtage for at opretholde væskebalancen under særlige omstændigheder afhænger af, hvor meget væske man afgiver, temperaturforhold, graden af fysisk aktivitet og en række individuelle forhold. En nem måde at kontrollere væskebalancen på, er ved at tjekke urinen. Hvis man skal tisse sjældnere end normalt, er urinmængden lille, stærk gul og koncentreret, hvilket indikerer, at man bør drikke noget mere.

 

Kan jeg drikke for meget væske?

Ja. Ekstrem store mængder væske kan være skadelig, så selvom væske er godt, er der ingen grund til at tvangsdrikke flere liter dagligt. Det er særligt skadeligt, hvis man drikker større mængder væske inden for kort tid, da nyrernes maksimale udskillelsesrate i så fald vil overskrides.

 

Hvordan kan jeg sørge for at få drukket nok væske?

En fordel ved at dække vores væskebehov med vand fremfor sodavand, saft eller juice for eksempel er, at vand ikke bidrager med unødige kalorier. Kaffe og te tæller også med i væskeregnskabet. En god måde at få dækket det daglige væskebehov på, kunne være ved at drikke:

  • Vand 0,75 liter
  • Minimælk 0,25 liter
  • En kop te 0,25 liter
  • En kop kaffe 0,25 liter

Det anbefales, at kaffe og te indtaget dagligt ikke overstiger 0,5 liter, da disse drikkevarer indeholder koffein. Hvis du har svært ved at få drukket nok vand i løbet af dagen, er der her forskellige ideer til, hvordan vandet kan blive mere indbydende.

  • Brug en god kande og tap vandet i god tid, og stil vandet på køl et par timer
  • Kom isterninger eller frossen frugt i vandet, f.eks. jordbær, solbær eller hindbær
  • Skær skiver af økologiske citrusfrugter og kom det i vandet
  • Skær frisk frugt og kom det i vandet, f.eks. vandmelon, ferskner eller jordbær
  • Skyl friske krydderurter og kom det i vandet, f.eks. mynte, basilikum eller citronmelisse
  • Sørg for at have en god drikkedunk, som kan tåle en tur i fryseren og grundig rengøring. Så er vandet altid frisk.

 

Referencer:

Kost og ernæringsforbundet. (u.å) Drik vand – det er sundt. Hentet 12. august 2017 fra https://www.kost.dk/drik-vand-det-er-sundt

Nordic Council of Ministers (2014). Nordic Nutrition Recommendations 2012. Integrating nutrition and physical activity (5th ed.). Nord 2014:002. Copenhagen: Nordic Council of Ministers

Sundhedsstyrelsen. (u.å) Gode råd i varmen. Hentet 12. august 2017 fra https://ballerup.dk/sites/default/files/gode_raad_i_varmen.pdf

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.